top of page
Kort om teknologien bag 5G

​

5G er blevet omtalt som et ‘supermobilnetværk’, idet det er mange gange hurtigere end det nuværende 4G - datahastigheden er op til 100 gange hurtigere end på 4G. 5G mobilsignalet udsendes som radiobølger på højere frekvenser men med kortere radiobølger end 4G. På grund af den kortere rækkevidde, skal der i løbet af 2020-21 opstilles op mod 750 nye mobilmaster rundt omkring i landet, som er første etape i at lave et 5G netværk. Men forskere peger på, at selvom der kommer flere master, bliver den elektromagnetiske stråling ikke nødvendigvis større - 4G signalet sendes i alle retninger - hvorimod 5G netværket er langt mere fokuseret. 

Radiobølge-teknologien udsender elektromagnetisk, såkaldt ikke-ioniserende stråling. Modstandere hævder, at den elektromagnetiske stråling bliver mange gange større ved 5G, og at den blandt andet er kræftfremkaldende, hvorimod en række forskere peger på, at strålingen med 5G bliver svagere, da den dels er mere fokuseret, dels ikke er sundhedsskadelig i de mængder der udsendes. Dog er der generelt enighed om, at der mangler forskning på området for at kunne afkræfte de sundhedsskadelige konsekvenser.

 

Flere forskere peger på, at selvom 5G teknologien, når den er fuldt udrullet om 4-5 år, vil give os et hurtigere internet og vi eksempelvis vil kunne downloade film fra Netflix mange gange hurtigere, så kommer den enkelte forbruger i første omgang ikke til at mærke den store forskel i forhold til det nuværende 4G netværk. 5G skal primært udrulles for at bane vejen for fremtidens ‘smart teknologi’, fx selvkørende biler, selvregulerende systemer, fjernstyret teknologi, avancerede robotter etc. også kaldet Internet of Things (IoT).

​

De aktuelle 5G-diskussioner - hvad handler modstanden om?

Historisk set er diskussionen om, hvorvidt mobilteknologi bringer strålingsfare med sig ikke ny - de nuværende diskussioner genopliver på mange måder den usikkerhed, som opstod i forbindelse med udrulningen af 3G i 2005 og 4G i 2011, hvor der blev iværksat flere nationale og internationale undersøgelser af mobilstrålingens eventuelle skadevirkninger. Modstandere af 5G hævder, at 5G udgør en strålingsfare med en række sundhedsskadelige virkninger, fx øget forekomst af hjernekræft og DNA-skader, mindsket fertilitet, stress, kan sættes i forbindelse med stigningen i Alzheimer, Parkinson samt medfører risiko for kollaps af økosystemer og er skyld i biers og andre insekters død.

 

Generelt hævder mange af modstanderne, at den eksisterende forskning ikke er uvildig, og at forskerne er betalt af fx teleindustrien. Atter andre argumenterer ud fra et forsigtighedsprincip; da forskningen ikke nødvendigvis endnu forstår alle mekanismerne bag eller langtidsvirkningen af elektromagnetisk stråling, så bør der forskes mere i risiciene, inden 5G rulles ud i landet. Modstandere henviser ofte til et videnskabeligt studie af den amerikanske professor emeritus Martin Palls artikel fra 2018 “Wi-Fi er en alvorlig trussel mod folkesundheden”, som på baggrund af dyreforsøg hævder at påvise en række skadelige virkninger gennem eksponeringen for elektromagnetiske felter.

 

En anden gren af modstanden mod 5G fokuserer på de sikkerheds- og overvågningsmæssige aspekter. Mange af de nye komponenter produceres i Kina og i 2013 valgte TDC kinesiske Huawei som leverandør til sit 5G-telenetværk. Via 5G spredes en mængde information, der formentlig vil kunne (mis-)bruges til overvågning, og fortrolige danske oplysninger kan dermed potentielt ende i Kina.

Helt overordnet handler modstanden også om en vrede rettet mod myndighederne og beslutningstagerne, som står bag beslutningen om udrulningen af 5G uden at have lyttet til befolkningen og modstanden. 

​

5G som nødvendig eller problematisk teknologi til fremtidens samfund

Et element, som ikke rigtigt indgår i debatten, men som er værd at tage op til overvejelse, er en mere etisk og værdimæssig diskussion af de dybere præmisser og formål med teknologi i vores liv og samfundet. Ingen synes at sætte spørgsmålstegn ved rationaliteten bag, at 5G netværket skal udrulles. Beslutningen synes at hvile på nogle teknologiske og økonomiske værdiprioriteringer om, at samfundet skal følge med eller endda gå forrest i den teknologiske udvikling og vækst. Hermed fremstilles den teknologiske udvikling og IoT som et uundgåeligt vilkår, som vi ikke kan sætte til debat.

 

Langt de fleste modstanderne af 5G argumenterer udelukkende ud fra sundhedsmæssige og økologiske præmisser, og viser ikke interesse for at diskutere, om eksempelvis IoT-teknologierne er ønskelige og om de er et gode for vores liv og for samfundet. Af andre problematikker knyttet til 5G netværket, som man kan pege på, er at politiet formentlig får sværere ved at kunne aflytte, på grund af at dataen krypteres på en ny måde. Det kan i sidste ende få negative konsekvenser for eksempelvis terrorbekæmpelse.

​

Aktører og argumenter i debatten

Aktørerne er hovedsageligt delt to lejre i debatten; tilhængere - de, der ikke finder overbevisende belæg for 5Gs skadelige virkninger, og modstandere - de som hævder, at der er sundhedsskadelige virkninger eller at der ikke er tilstrækkeligt med evidens for, at der ikke er en risiko. Men på mange måder er denne opdeling forenklet, lige såvel som det er forenklet at sige, at tilhængerne altid argumenterer ved hjælp af rationelle argumenter og kun har fornuftige motiver, og at modstanderne udelukkende argumenterer med følelsesargumenter og er styret af frygt. Som nævnt henviser modstandere til videnskabelige undersøgelser som fx Martin Palls, som imidlertid af andre forskere er blevet kritiseret. Stort set alle tilhængere er enige om, at der i øjeblikket ikke er evidens for nogen nævneværdig risiko, men siger samtidig, at det er nødvendigt og tilrådeligt med mere forskning på området. 

 

Af vigtige aktører i debatten, som også citeres i diverse kilder, kan nævnes:

 

  • IDA - Ingeniørforeningen i Danmark - som generelt (i artikler) står for en mytedræber-tilgang og at beslutninger skal træffes på rationelt grundlag og ikke på følelser. Mange af IDAs medlemmer vil formentlig hævde, at der ikke er belæg for at 5G har nogen skadelige virkninger.

 

  • DTU - Danmarks tekniske Universitet. Her er der flere holdninger og opfattelser i spil (her er mange aktører og forskere, der har udtalt sig og blander sig i debatten). Men generelt støder man ofte på det argument, at der mangler forskning på området og de efterspørger flere midler til ordentlige undersøgelser af 5G strålingens effekter.

  • Gert Frølund Pedersen fra AAU - har generelt en ‘der ikke er noget at komme’-attitude, i betydningen, der er ikke evidens for at hævde, at ikke-ioniserende stråling er farlig.

  • Rådet for Helbredssikker Telekommunikation (som eksempelvis også har medlemmer, der er ansat på DTU) efterspørger også mere evidens på området og er generelt modstandere eller skeptiske over for 5G/elektromagnetisk stråling

  • 5G-stråling - Nej Tak - bevægelsen med stifteren Dan Johannesson i spidsen - på grænsen til konspirationsteorier. Flere af kommentarsporene til Dan på Facebook eller YouTube har klart konspirationistiske elementer.

  • Endelig støder man også på udtalelser fra Sundhedsstyrelsen, Center for Tele i Danmark og Kræftens Bekæmpelse, hvor udmeldingen generelt også er den, at der ikke er overbevisende empirisk belæg for at hævde, at elektromagnetisk stråling i de mængder, som 5G udsender er farlig, men at man anbefaler mere forskning på området.

​

Konspirationsteorier og misinformation knyttet til 5G

5G er generelt spundet ind i et stort net af misinformation og knyttet til en række konspirationsteorier. 5G modstandernes argumenter for at være imod baserer sig grundlæggende på to overordnede påstande: Dels at stråling fra 5G master/teknologi er sundhedsskadelig (fx forårsager hjernetumorer etc.) og at forskere skjuler eller nedtoner resultater eller er biased i deres forskning, fordi de er i lommen på tele-industrien, samt at sundhedsmyndighederne bevidst nedtoner eller lyver om dette. Dels at de teknologiske komponenter fx til de nye master hovedsageligt kommer fra Kina og har indlejret software til øget overvågning. Helt absurd er der på det seneste opstået diverse konspirationsteorier om, at udrulningen af 5G netværk i en række lande på et tidspunkt, hvor corona-pandemien går amok ikke er en tilfældighed: Falske narrativer om linket mellem corona og 5G har spredt sig på de sociale medier. De varierer over teorier om at Corona er et cover-up for installeringen/udrulningen af 5G, som foregår i eksplosiv hast nu bag om ryggen på os, hvor alles øjne er rettet mod corona, til at det i virkeligheden er de ny 5G -master som har forårsaget Corona-virus.


Stort set alle forskere er enige i, at der generelt er behov for mere uafhængig forskning, som undersøger mulige skadevirkninger - også på lang sigt. Ifølge den amerikanske professor Kenneth Foster er der et vældigt rod i forskningslitteraturen, hvilket ifølge ham resulterer i et “frit spillerum for konspirationsteoretikere, fordi så mange dårlige studier er publiceret”, som ikke lever op til sundhedsvidenskabens høje videnskabelige standarder og krav til evidensbaserede studier. Det kan være vanskeligt at gennemskue, hvornår et studie er af høj videnskabelig kvalitet og Videnskab.dk har lavet nogle guidelines.

bottom of page